Regnen sjasker ned over Kalvebodbroen. Det ligner ikke oplagt vejr til cabrioletkørsel, men faktisk falder der kun et par enkelte regndråber på det sorte lædermøblement i den nye åbne Audi A3. Bare farten er høj nok, kan man sagtens køre åbent i drivvådt vejr, erfarer vi på motorvejsstrækningen mellem Sjælland og Amager.
Således opmuntret holder vi os til et begrænset antal ture, hvor bilen er iført sin bløde top – der er nemlig himmelvid forskel på fornemmelsen af at sidde under åben himmel og at være pakket ned under det mørke stoftag, der gør kabinen dunkel og indelukket.




























