En succes fra 1960’erne bliver forhåbentlig også et hit fra 2016 og de følgende år. Det håber de i hvert fald hos Fiat, hvor de gør klar til at præsentere en moderne efterfølger til 124 Spider-modellen fra 1960’erne. Navnet er det samme, men ellers er bilen helt ny.
Den gamle Fiat 124 Spider var bl.a. et hit i USA, og det satser Fiat også på, at den nye skal blive. Den kommer også til Danmark. Det vil ske i løbet af sommeren 2016, og man skal nok regne med mindst 350.000 kroner for at blive ejer af den nye Fiat 124 Spider.
I de første omtaler af bilen slår Fiat meget på dens italienske gener og ophav. Men dybest set er det en Mazda MX-5 i Fiats eget design. Den nye Mazda MX-5 er netop kommet på markedet, og den har fået stor ros for sine køreegenskaber. Den ros kan formentlig overføres til Fiat 124 Spider. Den er en smule større end Mazdaen, men det skyldes kun, at karrosseriet buler lidt mere ud.
Fiat har næppe haft råd til at bygge en sportsvogn helt på egen hånd. Derfor er de gået i samarbejde med Mazda, der har bygget tidligere versioner af Mazda MX-5 i eget regi.
Begge biler bygges i Japan
Både Mazda MX-5 og Fiat 124 Spider bygges hos Mazda i Hiroshima, men der er en forskel: Fiat 124 Spider har en motor, der bygges i Italien, hvorefter den sejles over til Mazdas fabrik. Den er en 1,4 liters turbobenzinmotor med 140 hk og sekstrins gearkasse. Indtil videre er der kun meddelt denne ene motor til Fiat 124 Spider, men Fiat har tradition for at skrue op på motorkraften, når en model trænger til fornyet opmærksomhed efter et par år.
Fiat har overtaget kabinen fra Mazda MX-5 næsten uændret. Eneste forskel er logoet på rattet, og der kan også være forskelle i udstyrsniveauerne i de to biler.
fortsæt med at læse
































