Det er fristende at holde dine venner opdateret om dine ferie-planer på internet-sider som Facebook, men pas på: Informationerne bliver misbrugt af indbrudstyve.
Advarslen kommer fra Shehzad Ahmad, leder af videnscenteret for it-sikkerhed, DK-CERT, der kender til flere konkrete tilfælde af problemet.
Let at finde din adresse
»Vi ved, at der er russere og andre østeuropæere, der opretter falske profiler med danske navne for at få adgang til sider og se, om der er noget, de kan udnytte«, siger han til 24timer.
Med adgang til ens navn på Facebook er det ofte let at finde frem til en adresse via Kraks kort eller De Gule Sider.




























