Uden at vide det kommer hundredtusindvis af danskere til at slippe en kæmpe strømsluger ind i deres hjem indenfor det kommende halve år.
Årsagen er, at det danske tv-signal bliver digitalt, og omkring halvanden million såkaldte settop-bokse skal tændes, så fjernsynene kan modtage det nye digitale tv-signal. Overgangen gennemføres 31. oktober – fem uger før klimatopmødet i København.
Folketinget glemte strømforbruget
Et bredt politisk flertal har vedtaget digitaliseringen, men Folketinget har ikke valgt energieffektive modtagerbokse.
Konsekvensen er et voldsomt strømfrås og en unødvendig udledning af 65.900 ton CO2 fra 2009-2011, viser beregninger som energianalysecentret IT Energy har foretaget for Politiken.
»Det koster omkring en kvart milliard kroner om året i ekstra elforbrug, at vi skal have de her apparater. Vore beregninger viser, at der kunne have været en betragtelig besparelse ved at indføre krav til boksenes strømforbrug i både aktiv og stand by-tilstand«, siger konsulent Troels Fjordbak Larsen fra IT Energy, som baserer sine beregninger på ’Elmodel-bolig’, som er prognoseværktøjet for den danske boligsektors elforbrug.
Med mere energieffektive bokse ville strømforbruget de næste tre år have været begrænset med et omfang, der svarer til 33.000 husstandes årlige elforbrug. Klimaet ville i samme periode have sluppet for en CO2 -belastning svarende til over 6.000 danskeres årlige udledning.
Du skal have en boks per tv 1,1 million danske husstande får deres tv-signal fra antennen og skal derfor reagere ved enten at købe en digital modtagerboks eller et helt nyt tv. De berørte hjem skal have en boks til hvert tv-apparat, og med bare to af markedets mere strømsyndige bokse er apparaternes årlige elforbrug på niveau med en frysers, lyder det fra Energistyrelsen. »De danske hjem har fået en ny strømsluger, og samlet vil det betyde en markant forøgelse af elforbruget herhjemme«, siger chefkonsulent i Energistyrelsen Peter Bach. I aftalen om digitaliseringen af sendenettet har Folketinget ikke fastlagt krav til, hvor meget strøm boksene må bruge.




























