Brugen af bålfade er omfattet af Bekendtgørelse om brandforanstaltninger ved afbrænding af halm, kvas, haveaffald og bål m.v. Den fastsætter, at enhver afbrænding i det fri skal foregå på en sådan måde, at risikoen for, at ilden breder sig, at personskade finder sted, og at store værdier ødelægges, formindskes mest muligt. Desuden skal man sikre forsvarlige rednings- og slukningsmuligheder. Afbrændingen må ikke ved røg eller på anden måde være til væsentlig ulempe for omgivelserne. Afbrænding må ikke finde sted i stærk blæst. Hvis vinden under afbrændingen forandrer retning eller øges i styrke, så der kan opstå brandfare eller fare for væsentlig ulempe for omgivelserne, skal afbrændingen straks afbrydes. Kommunalbestyrelsen kan for et nærmere afgrænset område forbyde eller fastsætte nærmere vilkår for afbrænding i det fri i en nærmere angivet periode, f.eks. på grund af tørke. Reglerne stammer fra 1999, da brugen af bålfade ikke var udbredt. Reglerne er i øjeblikket under revision, oplyser Beredskabsstyrelsen. Er man generet af røg fra andres bål, bør man i første omgang klage til de ansvarlige for bålet. Måske er de slet ikke klar over, at afbrændingen generer andre. Ellers er det kommunen, som tager sig af klager over røg. Bålhyggen har sin pris: Optænding og afbrænding af træ i f.eks. bål og brændeovne danner partikler, der indeholder bl.a. sod og PAH (Polycykliske Aromatiske Hydrocarboner), som er kræftfremkaldende. Det gælder især, hvis træet ikke er tilstrækkeligt tørt, og temperaturen i bålet er for lav. Bålrøg kan også være stærkt generende for blandt andre astmatikere. Afbrænding af affaldstræ kan danne dioxiner, der er særdeles giftige stoffer. Kilder: Overingeniør Peter Hofman-Bang, Beredskabsstyrelsen, og seniorforsker Jacob Klenø Nøjgaard, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet.