EU’s energimærke er blevet fornyet. Hvad er det nye?
Før var det især alfabetet, forbrugerne kunne pejle efter i jagten på et køleskab eller en vaskemaskine med en lavt energiforbrug. Nu er det først og fremmest de farvede pile, man skal holde øje med, og her er en mørkegrøn pil vejen til at dæmpe elmålerens vilde ridt.
EU’s energimærke er ajourført med skrappere krav og nyt design. Tidligere var det mest energifornuftige valg A-mærket, men mange elektriske apparater er blevet mere energieffektive, og de mærkes derfor nu med op til tre plusser efter A’et.
LÆS ARTIKEL Det er dog ikke alle produkter, der overhovedet findes med mærkningen A+++, og her kommer den mørkegrønne pil ind i billedet: Den bedste energiklasse på markedet vil altid være ledsaget af den mørkegrønne pil, så har man fundet den, behøver man ikke at pløje resten af hvidevarebutikken igennem i jagten på endnu flere plusser.
Hvor møder man det nye mærke? Indtil videre er køleskabe, frysere, vaskemaskiner, opvaskemaskiner og tv omfattet af EU-energimærket. EU arbejder løbende med at udvide energimærkningen, så flere typer produkter vil efterhånden blive mærket. Længst fremme i processen er klimaanlæg, vandvarmere, støvsugere og tørretumblere. En del produkter er stadig omfattet af den oprindelige mærkningsordning, hvor A er det mest energieffektive valg. Det gælder f.eks. elpærer og tørretumblere, indtil de også får det nye mærke.




























