Tonstunge lastbiler, hidsige motorcykler og tusindvis af personbiler sætter lyd på gadebilledet. Faktisk så meget lyd, at beboerne i næsten hver tredje bolig i Danmark er udsat for sundhedsfarlig trafiklarm.
Støjen er ikke bare generende, den kan også have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser. Miljøstyrelsen vurderer, at vejstøjen årligt koster flere hundrede mennesker livet - et tal, der er i samme størrelsesorden som antallet af trafikofre.


























