Der er højt til loftet, og sollyset vælder ind ad de store vinduer.
Energy Flex House er lysår fra fortidens tætte energisparebyggeri med de få, mikroskopiske ruder. »Vi har et plus på 50 KWh det seneste døgn«, bemærker Charlotte Stenum-Berg, som snart har boet tre måneder i Teknologisk Instituts energieffektive bolig i Høje-Taastrup sammen med sin onkel og tante, Arne Jouttijärvi og Pia Johansen, og deres søn Rasmus. Efter en lang og kold vinterperiode, hvor huset har stået i minus på forbrugsmålerne, har forårssolen for alvor sat gang i tilbagebetalingen: Solcellerne på det sydvendte tag labber energi i sig, og når hele året gøres op, har de sammen med bl.a. jordvarmeanlægget sørget for, at huset producerer mere energi, end det forbruger – endda inklusive strøm til elbilen, som står til opladning i carporten.
LÆS ARTIKEL Danskerne lyver om deres strømforbrug
»Den største overraskelse for os har været, hvor normalt alt virker«, fortæller Charlotte Stenum-Berg, Arne Jouttijärvi og Pia Johansen.
De havde forestillet sig, at tiden i huset ville byde på langt flere udfordringer, end tilfældet har været.
»Vi havde lidt problemer med at regulere varmen i soveværelset, og indeklimaet var lige lovlig tørt, da vi flyttede ind, men ellers har huset fungeret fint«, melder Arne Jouttijärvi og Pia Johansen, som begge er ingeniører beskæftiget med hhv. materialeundersøgelse og medicinalindustri.
Det er nu heller ikke dem, men fagfolk fra Teknologisk Institut, som har stået for driften af varmeanlæggene. F.eks. bliver ventilationen styret efter bygningsreglementet, og det er derfor ikke lovligt at ændre på de luftmængder, som huset ventileres med.






























