Piskeriset spiller en stor rolle, når sovsen til julemiddagen bobler på komfuret. Men også hverdagskøkkenet byder på piskeopgaver, og et godt redskab til formålet sparer både tid og kræfter. »Det er vigtigt, at et piskeris har piskepower. Hellere piske kort tid med stor effekt end længe med et slattent redskab med ringe effekt«, siger Christian Fentz, kok og faglærer på Hotel- og Restaurantskolen i København. Sammen med kollegaen Martin Webb har han afprøvet og bedømt 10 piskeris, som forhandles til priser fra 15 til 230 kroner.
LÆS TJEK Stor kagerulletest: Fra »verdens dårligste« til »top luksus«
Resultatet viser tydeligt, at pris og kvalitet hænger sammen. De bedste redskaber i testen koster 130 og 150 kroner. Piskerisene til 15-30 kroner klarer derimod testens udfordringer dårligt.
Størrelsen har stor betydning, når det gælder piskeris, fastslår dommerne.
»Der skal noget volumen til for at få godt med luft i piskefløden og æggehviderne«, forklarer Christian Fentz.
Han og Martin Webb har to favoritter i buketten af piskeris: Rösle Egg Whisk og Cuisipro Duo piskeris med kugle. De klarer opgaverne flot, virker solide og er lette at rengøre. Piskeriset med kugle har dog problemer med den opbagte sovs, hvor blandingen af mel og smør sætter sig fast i kuglen inde i piskeriset.
Hygiejnetrussel
Vinderredskaberne er begge af stål. De to fagfolk har testet samtlige piskeris et halvt minut i hhv. piskefløde og æggehvider og konstaterer, at piskeris af metal er hurtigere og mere effektive end redskaberne af silikone og plastikmaterialer.
Men metalris har også et par mindre heldige karaktertræk: De larmer, når man bruger dem i metalskåle, og så er de ikke egnet til brug i gryder og pander med slip let-belægning, da man risikerer at slide belægningen af.
LÆS TJEKKokke rister ringe stegepander Her kommer piskerisene af silikone og plastik til deres ret, men desværre er der flere af dem, der dumper i varmetesten, som dommerne også udsætter redskaberne for. »Lad os være realistiske: Før eller siden kommer et piskeris til at koge med i en sovs på komfuret, fordi man lige bliver optaget af noget andet i køkkenet«, siger Christian Fentz. Sådan en tur over varmen er det kun piskerisene fra Le Creuset og WMF, der består uden synlige smelteskader eller silikonebelægning, der ryger af. Igen er det altså de dyreste redskaber, som klarer udfordringerne bedst. »Man har ikke ligefrem lyst til at stikke et piskeris, hvor silikonebelægningen skaller af, ned i sin mad«, bemærker Christian Fentz.





























