Det ligger og putter sig mellem granerne på en stor naturgrund, ikke længere væk fra Vesterhavet, end at man kan høre dets brusen. Et lillebitte sommerhus på bare 16 kvadratmeter, der mest af alt minder om et dukkehus. »Vi havde længe ledt efter sommerhus her i området«, fortæller ejerne, Søren og Charlotte. »Og så en dag fandt vi denne grund ved Rødhus Klit, tæt på Blokhus, og vi var solgt på stedet. Det var lige, hvad vi havde drømt om, en vidunderlig stor og velbeplantet naturgrund tæt på vandet. Der manglede bare et hus, men grunden måtte vi eje«. Grundens størrelse på godt 2.000 kvadratmeter havde imidlertid indflydelse på prisen, og derfor havde parret ikke umiddelbart råd til at bygge. De bestemte sig for at vente nogle år. Der gik dog ikke længe, før lysten til at kunne tage sommerhusgrunden i brug meldte sig.
»Men da vi ikke havde nogen penge at bygge for, så måtte vi jo i gang selv. Ikke nok med det – vi måtte også anskaffe os materialer til absolut minimumspriser«, fortæller ejerne. »Først brugte vi et hav af weekender på genbrugsstationer landet over, og alt, hvad vi kunne bruge, samlede vi op. Sidenhen blev arbejdsbyrden henlagt til byggeriet«, fortæller ægteparret.




























