Spørgsmål fra læser Jane Ditzel: Det behøver nu ikke at være så svært at fotografere spurvehøge (som Søren Ryge Petersen skrev 2. januar, red.). Jeg fodrer fuglene i min have hver dag hele året rundt, så her er altid mange fugle. Det har spurvehøgen naturligvis fundet ud af, og den kommer mange gange i løbet af dagen. De fleste gange suser den bare igennem, som du beskriver det, men ganske ofte sætter den sig og sidder og kigger efter, om da ikke bare én af de mange fugle, der lige var der, skulle sidde og trykke sig et eller andet sted. Foderpladsen er fem meter fra verandadøren, og der sidder jeg ofte ved computeren og kan samtidig holde øje med fuglene - og altså også spurvehøgen. Og så er det bare at gribe apparatet og knipse løs. LÆS OGSÅRyge til læser: Din stepdansende måge er helt normal Jeg begyndte at fotografere, da jeg gik på efterløn for fem år siden og har nu flere hundrede billeder af spurvehøgen. Det er hannen, der kommer her mest, og også ham, der sætter sig. Hunnen suser som regel bare igennem. Der går lang tid imellem, de fanger noget, men indimellem lykkes det da. Især i forsommeren, hvor her er mange fugleunger. Den er en fascinerende fugl, som dog også kan komme lige lovlig tæt på. En dag kom den susende rundt om et hushjørne lige imod mig i hovedhøjde, men den nåede heldigvis at dreje af, 30 cm før den ramte mig. Svar: Tak for hilsen og et ualmindelig flot billede af spurvehøgen med sit bytte. Det kan de 'professionelle' fuglefotografer ikke gøre bedre. Det har også givet mig anledning til at ringe til en gammel ven, Kurt Storgaard fra Kolding, der har undersøgt rovfugle i det østjyske i næsten hele sit liv, især duehøg og spurvehøg. Jeg tror ikke, at nogen i Danmark ved så meget om disse fugle, som han gør.
LÆS OGSÅRyges brevkaase: Hvordan bygger man en uglekasse? Jeg spurgte, om han vidste, hvilke fugle spurvehøgen især fanger og æder. Det gjorde han - i dén grad. For i 2012 ville han selv finde ud af det, og hele året besøgte han igen og igen de 70 spurvehøgereder, han har i sit område, for at se, hvilke fugle der var spist. Det kan man se, når man finder det såkaldte pluk - de fjer, som høgen plukker af sit bytte, inden det ædes. Når man er Kurt Storgaard, kan man derefter på grundlag af disse fjer bestemme arten med stor sikkerhed, og i 2012 undersøgte Kurt - hold fast - 1.155 pluk fra spurvehøg. Et overvældende statistisk materiale, som meget kort resulterer i følgende, som altså ikke kan googles, fordi det kommer direkte fra Kurt Storgaards skrivebord: At 90 pct. af de nedlagte fugle hidrører fra 10 arter. Skovspurv 17 pct., gråspurv 10 pct., musvit 11 pct. Derefter solsort, sangdrossel, landsvale, vipstjert og bogfinke med 4-5 pct. og stær og blåmejse og grønirisk med 3 pct. Resten fordeler sig med ganske få på mange arter plus 11 mus og et egern! LÆS OGSÅRyges Brevkasse: Brug ultralyd mod musene Apropos solsorten på billedet, er det jo tydeligt, at den ikke er død endnu. Jeg spurgte også Kurt om spurvehøgens fangst- og aflivningsmetode, som han har overværet mange gange. Han siger, at i 9 ud af 10 tilfælde 'slår' høgen sit bytte i luften. Den forfølger det, og i sekundet inden den rammer, smækker den benene fremad med udstrakte kløer og dolker byttet. Bagkloen er dobbelt så lang som de andre tre og fungerer som dræberkniv. Hvis det er en lille fugl, går den lige igennem kroppen, og den er sikkert død på stedet. En større fugl, f.eks. en solsort, tumler ned på jorden, halvvejs bedøvet af slaget, og høgen tumler med, sætter sig ovenpå og presser kløerne ind i den. Gennemborer hele kroppen. Derefter dør fuglen af indre blødninger plus kvælning, men det ta'r lidt tid, og Jane Ditzel må have taget sit billede, lige inden solsorten lukkede næb og øjne og døde det, der i fugleverdenen må siges at være en naturlig død.