Spørgsmål fra læser Frederik Fyrstenberg:
For fem år siden, da jeg gik i 9. klasse, læste jeg din hindbærsnittehistorie første gang. Siden da har vi læst den mange gange i min familie, og vi har sågar lavet hindbærsnitteturisme til de steder, du anbefalede dengang, selv om bageren nok er blevet skiftet ud et par gange siden.
Hvordan ser Søren Ryges hindbærsnittedanmarkskort ud i dag? – eller mere bredt bagerdanmarkskort? Svar fra Søren Ryge Pedersen: Dette spørgsmål har naturligvis intet med vores brevkasse at gøre – bortset fra at det er stilet til mig.
Men da jeg for snart mange år siden skrev en lille historie her i Politiken om min passion for hindbærsnitter, blev den læst og husket af så mange og desuden brugt som tekst til afgangsprøve i folkeskolens 9.-klasse, at jeg siden har været en slags uofficiel hindbærsnitteekspert, hvilket ingenlunde er tilfældet. Jeg er jo bare meget glad for kager. Og for min pibe, klassisk musik, John le Carré, blomster, fugle, Færøerne og tusind andre ting. Det var i forbindelse med en historie om mit møde med Anne Margrethe fra Hirtshals og hendes fantastiske kringle, at jeg benyttede anledningen til at ridse mit kageliv op.



























