Kan man mon fodre sine havefugle med gryn, vil en læser vide.

Søren Ryge: Sådan skal du fodre fuglene i foråret

Gryn. Kan man fodre fuglene med havregryn? Læser spørger Søren Ryge.
Gryn. Kan man fodre fuglene med havregryn? Læser spørger Søren Ryge.
Lyt til artiklen

Inge Seidelin: Jeg fodrer fugle om vinteren og et godt stykke ind i foråret for at ruste de små fjerbolde bedst muligt til det store energiforbrug, som formeringen kræver. Jeg plejer at plukke et ordentligt læs æbler fra havens træer, og da vi kun får brugt en lille brøkdel selv, bliver resten til foder til solsorte og sjaggere. De er meget glade for det. I snerige perioder kan jeg se fuglenes efterladenskaber, som tilsyneladende bærer stærkt præg af æblefodringen, og det leder i den grad tanken hen på myldrebæ, så har fuglene egentlig godt af det? Jeg oplever, at ’mine’ sjaggere har et ret aggressivt temperament. F.eks. kan to sjaggere slås om fire æbler, så ingen af dem ser ud til at få spist ret meget, idet de bruger krudtet på at jage konkurrenterne væk. Det må da koste dyr energi, når der ellers er føde nok til alle. Hvordan kan det være hensigtsmæssig adfærd? I dag (24. februar) er alle mine æbler brugt. Det er nogenlunde timet, da jeg fra tidligere år husker, at på et vist tidspunkt (cirka starten af marts) holder solsorte m.v. op med at tage af æblerne, selv om det stadig er pivkoldt, og insekter og larver stadig må være ’dybfrosne’. Har du en forklaring? Jeg ved, at man ikke skal fodre med riskorn, for de svulmer op i fuglenes fordøjelsessystem og skader mere end de gavner, og meget fuglefrø (dyrt som billigt) indeholder mange hele hvede-havre-korn, som efterlades, idet fuglene åbenbart ikke kan lide, tåle og/eller fordøje dem. Ud over solsikkefrø og fedtkugler fodrer jeg derfor med havregryn, for det er billigere i kilopris end fuglefrøene, og det er væk som dug for solen, men er det lødig kost for småfuglene? Jeg har i år kun haft to-tre silkehaler på besøg. Er der noget, man kan gøre for at tiltrække disse smukke fugle? Selv om den mest intense fodringsperiode nok mere eller mindre er slut for i år, håber jeg meget, at du vil svare. Søren Ryge Petersen: Tak for et hyggeligt brev. Du er en af de mange (især kvinder), hvis hjerte banker så meget for fuglene, at du næsten opfatter dem som små menneskebørn. De skal ikke bare fodres, men fodres med det, de holder mest af – og som de ikke tager skade af. Du holder endda øje med deres bæ! Emnet plejer at fylde en del hver vinter, men i år er du den første, der bringer det på bane. Jeg svarer med glæde: Jeg tror, at solsorte og sjaggere holder op med at spise æbler omkring 1. marts, fordi ynglesæsonen nærmer sig. Da skal de lægge æg, og man kan ikke producere æg på grundlag af æbler. Der skal proteiner til, og derfor må de finde anden form for føde, som jo er de larver og orme og insekter, de altid er på jagt efter. Man kan lokke mange fugle til at spise ved foderbrættet om vinteren, men enkelte arter vil ikke. Silkehalen bl.a. Den er så fokuseret på at æde bær, at den ikke kan finde ud af andet. Gad vide, om nogen mennesker nogensinde har set en silkehale æde solsikker og mejsekugler? LÆS OGSÅSøren Ryge: Fuglefodring kan vente Ellers er der kun respekt tilbage. Havregryn er perfekt – ellers ville de simpelthen ikke æde dem. Skal desuden minde om den gode, gamle margarine, som mange fugle elsker at hakke i. Jeg køber jævnlig en pakke og lægger den på brættet. Mejser, solsorte, spurve og alle de andre elsker det. Til sidst dit ord ’myldrebæ’. Det har jeg aldrig hørt før, og jeg slog straks op i Ordbog over det danske Sprog, som ikke havde det. Google har det, men forklarer ikke, hvem der har opfundet det og spørger bare, hvordan det oversættes til engelsk! Jeg kan regne ud, at det betyder noget i retning af tyndskid, men vil gerne vide mere, for det er da et fantastisk ord, som jeg straks vil introducere for børnebørnene.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her