Mange boligejere har fokus på helårshusets energiforbrug, mens sommerhuset ofte overses.
Her er ellers store potentielle besparelser ved selv små tiltag, lover Det Økologiske Råd, som i et nyt hæfte kommer med anbefalinger til, hvordan man let kan spare penge og energi i sommerhuset. De cirka 200.000 sommerhuse i Danmark har et stort el-forbrug på omkring 705 millioner kWh årligt. Det er en stigning på over 90 procent over de seneste 30 år, hvor fritidshusene er blevet større og udstyret med flere elforbrugende installationer og apparater.




























