Den nemme udvej: Få afløbet rent i en ruf

Gennemløb. Kogende vand er tricket til velfungerende afløb.
Gennemløb. Kogende vand er tricket til velfungerende afløb.
Lyt til artiklen

Den nemmeste udvej til velfungerende afløb er løbende vedligeholdelse, slår husmødrene Ann-Alicia Thunbo Ilskov og Julie Skals fast fra begyndelsen.

Det vil sige let rengøring en gang eller to om ugen frem for lange, seje kampe med svupper og afløbsrens.

Kemikalier er ikke nødvendige
Ann-Alicia Thunbo Ilskov forklarer, at man som udgangspunkt slet ikke behøver at tage kemikalier i brug, når det kommer til den løbende vedligeholdelse.

»Hæld en liter kogende vand gennem afløbet én gang om ugen. Det løsner skidt og snavs og fungerer forebyggende, så afløbet ikke stopper til«, fortæller hun.

Skal man alligevel koge vand til en kop kaffe eller te, lyder rådet, at man blot koger lidt ekstra, så der er også er vand til afløbet.

LÆS ARTIKEL

Unge husmødre støver gammelkendte tricks af

Når vandet er løbet igennem, skal svampen eller børsten tages i brug, så man kan komme godt ned i afløbet og få fjernet hår- og sæberester.

»Gør rent så langt ned du kan og brug eventuelt en flaskerenser«, foreslår Ann-Alicia Thunbo Ilskov.

Det kan også betale sig at være opmærksom på, hvad der i ugens løb ender i afløbene. For eksempel bør man så vidt muligt undgå flydende fedt, hår, madrester og kaffegrums.

»Fjern det med det samme og smid det i skraldespanden, så det ikke gør skade på afløbet«.

Tilstoppede afløb
Har det knebet med vedligholdelsen, trænger afløbet formentlig til en større omgang, så vandgennemstrømningen igen kan fungere upåklageligt.

»Der findes masser af kradse midler på markedet, men dem vil vi kraftigt anbefale, at man holder sig fra«, siger Ann-Alicia Thunbo Ilskov og forklarer, at afløbsrens, klorin og kaustisk soda med deres ætsende egenskaber på længere sigt kan skade afløbene.

»Opvaskemiddel og kogende vand kan gøre rigtig meget af det samme«, fortæller hun og anbefaler, at man putter en kvart til en halv deciliter opvaskemiddel ned i afløbet, inden man skyller det igennem med kogende vand.

»Opvaskemidlet opløser fedtet, og det kogende vand dræber bakterierne«.

Måske skal svupperen også tages i brug, så der kommer mere sug i afløbet, og er det rigtig grelt, kan man tømme vandlåsen. Hjælper det heller ikke, er man nødt til at have fat i en vvs'er.

»Så er der et eller andet helt galt, og så må man overlade det til de professionelle«.

Stillestående afløb

Afløb i kælder og lignende, som sjældent er i brug, kræver også løbende vedligeholdelse, så de ikke kommer til at lugte.

SE GUIDE Sådan sikrer du din bolig mod vandmasserne

»Hæld en spand vand i afløbene to-tre gange om ugen, så der kommer frisk vand i afløbene«, lyder rådet fra Ann-Alicia Thunbo Ilskov.

»Hæld eventuelt en halv deciliter madolie i vandet, der kan lægge sig som en hinde oven på vandet og formindsker fordampningen«.

Emilie Taulø-Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her