Natten til lørdag 9. marts, lige efter at Folketinget havde besluttet, at Danmark skulle i krig i Libyen, gøede hunden.
Det gør den så tit, når den hører en farlig lyd, og nætterne er fulde af farlige lyde. Næste morgen, en time efter at de danske jetjagere var lettet første gang med kurs mod Libyen, gik jeg op til duerne for at fodre og blev mødt af larmende tavshed. Der lå døde duer spredt over gulvet, og der var døde duer i rederne. I en af dem lå der en bunke på seks. Udenfor på taget sad der syv levende duer, helt stille. ’Måren’ var min første tanke. ’Frandsen’ var min næste. Han er den mand, der har leveret duer og påfugle og høns og kyllinger til mig igennem adskillige år. Han er pensioneret skovfoged og næsten danmarksmester i at fange dyr i fælder. Ræv, mår, ilder, rotter, mus – han fanger alt, der kommer ind på hans enemærker og truer hans elskede fjerkræ. Måren er kommet Derfor ringede jeg til ham: »Nu er det sket igen, måren har taget alle duerne – du må komme«. Han kom ved frokosttid og var en klippe af trøst og ro og overblik. Vi gik på loftet til de døde duer, samlede dem sammen og talte, 27 styk. De fleste dræbt med et enkelt bid i hals eller nakke. Et par stykker var hovedløse og en enkelt halvspist. Om de seks døde i reden sagde han, at »de er samlet i depot – så kommer den efter dem næste nat«.
