På villaveje og i gårde i hele Københavns Kommune hænger den tunge lugt af ugegammel skrald omkring skraldespand på skraldespand. De mange gabende låg vidner om, at en skraldekonflikt efterhånden har været i gang i snart en uge.
Kommunen opfordrer sine borgere til at putte de skraldeposer, der ikke længere kan være i skraldespandene, i affaldssække med en solid knude på ved siden af den almindelige skraldespand. Når engang konflikten er overstået, vil hele baduljen blive taget med, lover kommunen.




























