For ikke så længe siden skrev jeg et svar om æbler på disse sider og mente i den forbindelse, at æbletræet er den plante, der oftest er blevet spurgt om. Af den enkle grund, at næsten alle haveejere har æbler, og at de meget ofte fejler et eller andet.
Jeg svarer altid, så godt jeg kan, og mine uundværlige hjælpere er diverse bøger om frugtavl samt ’Den grønne bog’, der indeholder hele den lange række af skadedyr og sygdomme. Det største problem er altid at stille den rigtige diagnose.






























