Der er godt nyt til alle, der opfatter døden som meningsløs:
Flere af landets krematorier er gået i gang med at sende overskudvarmen fra ligbrændingen ind i fjernvarmenettet, hvorved de døde som en sidste jordisk gerning bidrager til at holde stuetemperaturen oppe i danske hjem.
Foreløbig er krematorierne i Esbjerg og Aalborg blevet koblet til fjernvarmen, og inden længe ventes Holstebro, Randers, Hillerød, Svendborg, Hjørring og Glostrup at følge efter, viser en rundspørge, som fagforbundet 3F har foretaget blandt de 31 ligbrændingssteder, der tilsammen udfører omkring 42.000 kremeringer om året. Ligrøgen skal renses
Baggrunden for beslutningen er et miljøkrav, der pålægger krematorierne at rense røgen for kviksølv og støv, og i stedet for at investere i strømslugende køletårne foretrækker krematorierne at bruge overskudsvarmen fra nedkølingsprocessen til noget fornuftigt.
Ikke at den daglige leder af krematoriet i Aalborg, Roar Clausen, bryder sig meget om udtrykket overskudsvarme:
»Det er mærkeligt ord, for vi producerer ikke varme for at sælge den. Men man kan sige, at vi har noget varme, som vi skal af med, fordi vi nu er pisket til at køle røgen ned fra omkring 1.000 til 150 grader. I stedet for at blæse varmen ud til fuglene har vi i Aalborg valgt at følge Etisk Råd og gøre det på den mest miljømæssige og bæredygtige måde«, siger Roar Clausen. Etik Råd har sagt ok
I 2006 bad kirkeministeren Det Etiske Råd om at forholde sig til ligbrænding som led i varmeproduktion, da flere kirkelige cirkulærer stiller krav om en »sømmelig« omgang med lig, der demonstrerer »en respekt for den unikke og uerstattelige person, der var engang«.






























