»Hvis vi kunne glemme alt om grundpriser, realkreditlån og afdragsordninger, ville langt de fleste danskere vælge at bo i et fritliggende enfamilieshus placeret i et tyndt befolket område«, siger Anders Høyer Toft. »Parcelhuset og villaen er i dag og vil også i fremtiden være danskernes foretrukne boligform. Vi vil have leverum og plads både i vores huse og omkring dem. Jeg forestiller mig, at man placerer de nye parcelhuskvarterer som små, selvforsynende minilandsbyer med 10-20 huse ude i landskabet, men tæt på en hovedvej. På den måde kan man bo i en rigtig landvilla med store rekreative områder i baghaven og kun 10 minutters kørsel fra en af landets hovedfærdselsårer. Det helt afgørende for sådan et scenarium er planlovgivningen, som skal løsnes op og give os lov til at bosætte os på den måde i naturen«. »Samtidig er forsyningsproblematikken også en væsentlig faktor for at realisere drømmen om at bo i små byklynger ude i naturen. Ved at gøre hele kvarteret energineutralt, så ressourcerne til husenes drift kommer fra lokale kilder, og affaldet fra driften forbliver lokalt, løses det problem. Det kræver en helt ny form for planlægning, hvor parcelhuskvarteret tænkes ind i nye landskabssammenhænge, der tager ligeværdigt udgangspunkt i æstetik og miljø«.
#9 Hus i det grønne – og tæt på hovedvejen






























