Det er sikkert og vist, at når marts bliver til april og havefolket for alvor går i gang, får landets akutmodtagelser ekstra travlt, fordi en del af os er uheldige eller dumdristige, når haven skal gøres klar.
Strækker man sig bare lidt mere, kan man jo nå den lille skæve gren på æbletræet uden at flytte stigen. Det skulle vel ikke være nødvendigt at slukke græsslåmaskinen, mens man fjerner den gren, der har sat sig fast, hvis man passer på. Og man kan vel godt holde den elektriske hækkeklipper i den ene hånd, mens man besvarer et telefonopkald med den anden. Satser vi på, men sådan går det langtfra altid.




























