I sidste uge var der lunt i Danmark som i april – midt i februar! 10-12 grader, næsten skjorteærmer. Da mærkede jeg for alvor, hvor hjernevaskede vi efterhånden er blevet, for jeg nød det jo. Være ude uden at fryse. Nulre med rive og hakkejern i utide. Alt muligt godt og forårsagtigt, men også hele tiden med disse tankespring til klimaforandringerne, der fylder alle medier til bristepunktet, inkl. vores egen avis. At det jo er helt forkert med forår om vinteren. Endnu et signal om, at kloden bliver varmere. Jeg burde ikke glæde mig, men være bekymret.
Det er jeg ikke, men jeg føler afmagt. For uanset hvordan jeg vender og drejer al min viden og alle argumenterne, så ender jeg med, at der ikke er nogen vej tilbage. Verdenssamfundet vil aldrig blive enige om at sætte vækst, velfærd og udvikling i stå. Det er ren utopi, og hvis det skete, ville det udløse revolutioner som aldrig før i historien.
