Endelig! Efter ti iskolde majdage og lige så mange nætter med frost vendte vinden og vejret, og store bededag velsignede os med 25 mm regn. Dagen efter blev årets hidtil bedste, hør bare:
For mens København gjorde klar til maraton og hundredtusind mennesker, gjorde jeg klar til den store så- og plantedag, helt alene. Mens de holdt generalprøver på melodigrandprix i Tel Aviv, lyttede jeg til mindst ti forskellige fugle, der sang i næbbet på hinanden, og det bedste er, at jeg efter 40-50 års konstant træning har lært dem. Det siges, at man også skal træne meget for at løbe 42 km i ét hug.




























