Jeg har fået tilsendt en yndig lille bog med en yndig titel, ’Urtelykke’. Jeg skal anmelde den, men det hverken vil eller kan jeg, for en bog skal anmeldes på bogens præmisser, ikke anmelderens. Men jeg må skrive om den, f.eks. i denne klumme, der altid er en personlig sag, og det gør jeg hermed, for den fortjener nogle advarende ord:
For den handler ikke om dyrkning og brug af de køkkenurter, som jeg og andre har haft i haven i hele vores liv. Den handler om, hvordan 30 forskellige vilde og tamme planter fra haven og naturen kan bruges som naturlige lægemidler.




























