Jeg elsker min brevkasse. Det kalder vi den stadig efter 25 år. Læserne kan skrive til mig og få svar. Det kommer i avisen! Brevkasser er uløseligt forbundet med ugebladene, men i Politiken gør vi det også, og der kommer snesevis af breve hver uge.
De fleste kommer ikke i avisen. At nogen har set en blomst eller et insekt og vil vide, hvad den hedder – det er jo det rene google. At en nybegynder har sået græsplæne og er bekymret over, at den ikke er grøn og tæt efter to måneder – det kræver kun nogle trøstens ord.




























