Lyt til artiklen
Det var søndag 11.august kl. 21.05. Jeg havde rodet i køkkenhaven en times tid, holdt min sædvanlige rygepause på den lyseblå bænk med hunden mellem benene og fik øje på dem uden varsel. Tre orangefarvede snegle, tydeligt velnærede, med sorte følehorn, på langsom, slimet vej mod georginerne, som jeg kun har 150 af, og som netop nu står i farvestrålende, meterhøjt flor. Det var dræbersnegle! Inde i min have!
Det var et chok, for alle andre har dræbersnegle, men jeg har ikke, har aldrig haft dem i min have, og vi har prist os lykkelige. Har ventet på dem, ganske vist, for vi bor jo ikke på en ø, og når jeg går mine aftenture ad markvejen, ser jeg dem. Har altid kniven fremme, og forleden dolkede jeg ti – den nærmeste kun 50 meter fra haven.
