Forleden var der en læser, der brokkede sig. Jeg havde endnu en gang skrevet om nogle larver, der gnavede i nogle blade, og sluttede med, at det kan man ikke gøre noget ved, medmindre man vil sprøjte sit hus og have til med dødbringende gift, som desuden er forbudt.
»Hvorfor skriver du om noget, man alligevel ikke kan gøre noget ved«, sagde hun. »Det samme med alt ukrudtet i græsplænerne, som der også bliver spurgt om hele tiden, og så svarer du bare, at det kan man ikke gøre noget ved. Så kan du da lige så godt lade være med at svare dem«.




























