Den blev smidt på jorden for nøjagtig et halvt år siden. Jeg havde købt 2.000 løg af de lyseblå perlehyacinter, som Cathrine er helt tosset med. De skulle lægges et sted, hvor hun kunne se dem hele tiden – altså inde fra stuen, så jeg ryddede et bed med bregner og skvalderkål på kanten af gårdspladsen, ca. 15 kvadratmeter. Så skal hun bare løfte øjnene fra computeren og dreje hovedet en kvart omgang med solen for at se de lyseblå perler.
Det sker i disse uger, og det er så vellykket, at det kan deles med andre. For da jeg skulle lægge de mange løg i oktober, var min første indskydelse at gøre som så ofte før. Sprede dem ud over arealet i små og større grupper, 3-5-10 løg. Det er det enkle og naturlige. Men så kom jeg i tanker om, at det jo er perlehyacinter, og at vi kalder dem perler, og perler er lig med kæder og kranse – oplagt! Hvorpå jeg bare ridsede en perlekæde i den sorte jord med hakkejernet – som den ser ud, når man har taget den af og smidt den på gulvet ved siden af sengen.




























