Lyt til artiklen
For mange år siden boede vi et sted, som vi kaldte Pæregården. Det skyldtes, at der stod et mægtigt gråpæretræ på gårdspladsen, over 100 år gammelt, og det var gårdens pryd. Børnene klatrede i det, vi spiste i dets skygge, det var et brus af blomster hvert forår, og om efteråret var der tusindvis af små hårde gråpærer, som ingen gad spise.
Et år opdagede vi en masse gule svampe ved træets rod, og det viste sig at være intet mindre end honningsvamp, der ifølge svampebogen lever i og af træernes ved, og et træ med angreb af honningsvamp er dødsdømt, fordi svampen udskiller et toksin, der dræber træet. Jeg blev meget ked af det, men fortrængte det.
