Der er millioner af fugle i Danmark nu, og de yngler næsten alle sammen. Rede, æg, unger – det er den dybeste hensigt med ethvert fugleliv (plus alle andre former for dyreliv). Det kan også mærkes på brevene fra læserne. Der kommer usædvanlig mange søde fotos af fuglereder med unger, og tak for det.
Men det er også en farlig tid for fuglene. Det ved de godt, og derfor ændrer de adfærd her i yngletiden. De synger meget mindre (har ikke tid), og de er meget diskrete, når de flyver til og fra rederne med mad til ungerne. To fjender er værre end alle andre. Skaderne, som er gode til at spotte fuglereder og tømmer dem. Og kattene, de værste rovdyr af alle, når det gælder vore småfugle. Det er jo også forklaringen på, at stillidsen byggede rede og fik unger i paradisæblet lige ved siden af terrassen, hvor der ofte er mennesker. Et er, at jeg ikke opdagede det før til sidst, da ungerne var store. Noget andet er, at stillidsen udmærket ved, at så tæt på hus og mennesker kommer kragen og skaden næsten aldrig. At det simpelthen er det sikreste sted i hele haven.




























