For mange år siden var jeg på et kursus sammen med en flok havearkitekter, der skulle lære mere om at tegne gode haver til danskerne. På et tidspunkt spurgte jeg dem om, hvad de huskede bedst fra deres barndoms haver, og de fleste var ikke i tvivl: Det var hulerne! De kunne huske dem alle sammen; hulerne i træerne, hulerne i jorden, hulerne i hækkene, og de kunne især huske, hvor fedt, fedt, fedt det havde været at bygge dem.
Jeg har det selv på samme måde. Når jeg tænker 65 år tilbage (!), kan jeg se dem for mig, de tre fantastiske huler, vi gravede ud i et gammelt dige. Eller den mageløse hule, som Niko og jeg byggede højt oppe i et elmetræ. Og den næsten usynlige hule, som Hans Ludvig, Verne og jeg byggede i et lille krat af grantræer hos naboen.
