Anonym: Jeg har lige været ude på tur med hunden, og da så vi en flok stære, mindst hundrede, i smuk flugt over græsmarkerne. Det er tirsdag 12. januar, og da plejer stærene at være i England. Hvad sker der?
Søren Ryge Petersen: Jeg vidste det jo godt, men har alligevel ringet lidt rundt til gode fuglefolk. Og ja, der er stadig stære i Danmark. De ses i mindre flokke over det meste af landet, mest i Jylland, og det er jo, fordi stæren er en ægte vejrfugl. Den følger frosten, for den finder sin føde i jorden, især på græsdækkede arealer, og når jorden fryser, skynder den sig sydpå. Langt de fleste gør det under alle omstændigheder i november-december, men et mindretal bliver hængende.




























