Jeg har en have-ven, Gert. For ti år siden bad han så sødt om hjælp til at lave et staudebed, at jeg forbarmede mig og gav ham en påskeklokke og en violfrøstjerne, to af mine yndlinge. Han har dem stadig, og sidste sommer kom han med sin datter og plukkede 500 gladiolus og georginer til hendes bryllup, for man skal passe på sine venner.
Nu har han skrevet igen, hør bare: »Så er den gal igen. Når jeg og konen sidder og kigger ud på vores to små staudebede (ca. seks kvadratmeter hver), så mangler der lidt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig en plante, der om vinteren bærer nogle bær, der kan fungere som fuglefoder. Der er godt nok ikke meget ledig plads, men et stykke på 1 gange 1 meter kan godt afsættes til formålet. Har du en idé om, hvad jeg eventuelt kan gå efter? Jeg kan vel bare klippe den til, hvis den bliver for stor i de små omgivelser. Venligst«.
