Han har talt fugle, siden han som 19-årig blev militærnægter på Tipperne, og livet blev et andet. Siden da har han observeret, kigget, talt og lyttet til fugle hver dag, og hvis der er mere end en fugl, så tæller han dem. Vi har gået mange fugleture sammen, og så lyder det fra ham: 32 bogfinker, 17 sølvmåger, 85 grågæs, 150 sangsvaner. Han tæller dem i søvne, bagfra og i mørke.
Og forleden ringede han til sin far og sagde med andagt i stemmen, at han havde talt 41 solsorte lige uden for vinduerne i sin have. Enogfyrre solsorte i samlet flok! Det er aldrig set før.




























