Finn Claussen: For nogle år siden fortalte nogle venner om en tragisk hændelse efter en runde på den dyrerige golfbane i Sorø Golfklub. En blishøne var blevet ramt af en golfbold og havde brækket en vinge. Den søgte ned til vandet og blev mødt af flokken, der kollektivt druknede den sårede blishøne. Er det medlidenhedsdrab eller en sikkerhedsforanstaltning for at undgå at tiltrække sultne fjender?
Claus Hald: Jeg bor midt i København ved Søerne. I midten af februar, da kulden satte ind, døde en svaneunge. De svaner, jeg tror er forældrene, har stået ved liget dag og nat – der har hele tiden været minimum én af forældrene tæt på liget. Det er først i går, hvor isen smeltede og ungen sank til bunds, at forældrene svømmede væk.




























