Jeg læste tre aviser sidste lørdag og to om søndagen, men ikke et ord om det vigtigste. At det var en af årets store mærkedage, for det var jævndøgn, endda forårsjævndøgn. Den 20. marts var dag og nat nøjagtig lige lange, og dermed siger vi endeligt farvel til det skrækkelige, kolde, mørke og våde vinterhalvår og begynder på den yndige og frydefulde sommertid i al sin herlighed.
Sådan har jeg det i hvert fald, og derfor fejrede vi jævndøgn ved at flette det smukkeste pilehegn omkring den del af køkkenhaven, som Fahrudin, min haveven fra Bosnien, dyrkede for mange år siden, og Jonas, papsvigersøn får lov til at dyrke i år. Vi gik også en tur med yngste barnebarn Vera i barnevognen, og hendes far Malthe fik øje på fire vipstjerter på marken. De er vigtige, fordi barnebarn Alfred fylder 12 om en uge og blev født, da vipstjerten kom i Jylland.




























