Brændenælden! Det er nok den eneste af alle planter, jeg virkelig hader. Selvfølgelig fordi den brænder. Fordi jeg har brændt mig på den tusind gange i mit liv. Fordi mine børn og børnebørn har brændt sig. Fordi der var en dag for 30 år siden, da vores 5-årige Malthe var på en lille cykeltur. Det var en sommerdag – han var kun iført korte bukser – og jeg hørte ham græde derude på markvejen, så hjerteskærende fortvivlet, at jeg troede det værste. Han var faldet med cyklen, lige ind i en skov af brændenælder, brændt over hele kroppen. Det blev en af de værste dage i hans barndom.
Derfor vil jeg ikke have brændenælder i min have, og jeg har netop brugt en halv søndag på at hakke, grave, rive, bande dem væk. Min jord er nemlig brændenældejord, sort og frugtbar, og de dukker op overalt, hvor jeg ikke luger konstant, især i bunden af de 500 meter hække, vi er velsignet med.
