Boligejere flygter fra områder uden hurtigt net

SLØVT. Også i landets største byer må mange borgere leve med en sløv netforbindelse. (Arkivfoto)
SLØVT. Også i landets største byer må mange borgere leve med en sløv netforbindelse. (Arkivfoto)
Lyt til artiklen

Vi må flytte og forlade Danmark. Sådan sukker Helle Lauridsen og hendes mand, der bor ti minutter fra hjertet af Aarhus. Da ægteparret for 12 år siden flyttede til landejendommen i Tilst, var der en internetforbindelse over kobberkablerne, som passede fint til familiens behov. Men det var dengang. »Vi købte huset her, fordi vi ville have stråtag og høns og samtidig kun være en cykeltur væk fra Aarhus. Men nu kan det blive nødvendigt at flytte. Min virksomhed rasler med sablen og siger, jeg skal få styr på internettet, flytte eller finde et andet job«, siger Helle Lauridsen. Politiken har på det seneste sat fokus på grøfterne på det digitale danmarkskort. Men det er ikke kun landdistrikter, der døjer med internet i sneglefart. Også i landets største byer må mange borgere leve med en sløv netforbindelse, og det bliver i stigende grad en afgørende faktor i bolighandler, oplyser ejendomsmæglere.

LÆS ARTIKEL Sønderjyder stormer frem, mens Samsø har computere i sneglefart

»Hvis der ikke er hurtigt internet, vælger kunderne boligen fra. Netadgang er en fundamental ting på niveau med varme i huset og pasningsmuligheder i området«, siger Lone Bøegh Henriksen, indehaver af ti Homeforretninger i det centrale København og Nordsjælland.

En meningsmåling fra brancheforeningen Dansk Energi, som lobbyer for det lynhurtige fibernet, viser, at seks ud af ti danskere ville spørge ejendomsmægleren om bredbåndsforbindelse i forbindelse med et boligkøb. Undersøgelsen, foretaget blandt 1.000 danskere, viser ligeledes, at en langsom netforbindelse vil være udslagsgivende for hver fjerde danskers valg af geografisk område.

Net vil blive et salgsparameter Formanden for Dansk Ejendomsmæglerforening, Steen Winther-Petersen, forventer, at netforbindelser i stigende grad vil blive et stigende salgsparameter: »Hjemmearbejdspladserne breder sig, trafikken sander til, og flere beskæftiger sig med vidensarbejde. Hvis ikke man har en ordentlig opkobling, går det ikke«. I Tilst arbejder Helle Lauridsen hjemmefra for it-virksomheden Serials Solutions, hvor hun udvikler software til blandt andet biblioteker. Den lave netforbindelse gør hende alvorligt talehandikappet i den daglige dialog med kollegerne i Seattle, Amsterdam og Cambridge. »Jeg klarer mig igennem lige nu, men kun ved at arbejde et par ekstra timer om dagen, og det er jo ikke tilfredsstillende for nogen«, siger Helle Lauridsen. Som fysioterapeut har hendes mand også en hjemmearbejdsplads, der kræver it-arbejde. Parret har skiftet teleudbyder fire gange de seneste år i håb om en hurtigere forbindelse. Telenor har senest lovet 20/2 Mbit/s, men har måttet erkende kobberets begrænsning og sænket abonnementet til 10/1 Mbit/s. Oftest ligger forbindelsen dog kun på omkring 2/0,5 Mbit/s, og i går tjekkede Helle Lauridsen forbindelsen til at være på 3,55/0,42 Mbit/s.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her