Selvom du ikke læser de sms’er, e-mails og Facebook-beskeder, som tikker ind på telefonen i løbet af natten, så forstyrrer det søvnen. For uanset, om du kan huske, at du er vågnet i løbet af natten eller ej, så registrerer din underbevidsthed de lyde og lysglimt, der kommer fra telefonen.
»Selvfølgelig er der nogen, der kan sove fra sms’erne. Men hvis du bevidst eller ubevidst reagerer på det, så forstyrrer det altså din søvn«, siger Marian Petersen, der er forskningssygeplejerske ved Rigshospitalet. Hun har blandt andet forsket i søvn og søvnens betydning.




























