Et skab med fysiske fotoalbum i stuen og velordnede webalbum til deling med familien på computeren. Laura Nyholm Christensen holder fast i sin egen og familiens historie fortalt i billeder. Hun er vokset op i et hjem, hvor der er styr på den slags, og fører selv traditionen videre som voksen.
Billederne fra barndommen og studietiden har fået selskab af flere tusinde fotos, efter at Laura Nyholm Christensen har fået børn. Sønnerne Mads og Carl-Emil på 2 og 5 år elsker at kigge på billeder og hiver selv albummene ud af skabet.




























