Her efter det amerikanske valg er Facebook kommet under hård kritik for at være et sted, hvor falske nyheder bliver spredt som snefnug i en vinterstorm. Men det er langt fra første gang, vi hører om det. Adskillige undersøgelser har vist, at vi i højere og højere grad får vores nyheder fra Facebook, og at vi især lægger mærke til nyheder, vores venner har lagt op. Medieforskere peger endda på, at vi stoler mere på nyhederne, når de kommer fra vores venner.
Men problemet er, at vi samtidig har en tendens til at dele nyheder ud fra overskriften, uden rent faktisk at læse historien. Og det betyder, at falske informationer og nyheder er over det hele på de sociale medier. Disse er kun sat i verden for at lokke dig til at klikke på dem. Når det sker, tjener det falske nyhedssite nemlig penge på de reklamer, der bliver vist, når du klikker.




























