Åh nej. Juletid. Jeg ser frem til den på samme måde, som man ser frem til en rodbehandling hos tandlægen. Det er dyrt og ubehageligt, men man kan ikke slippe udenom.
Det gik for alvor galt for mig en jul for et par år siden, hvor jeg så den nærmeste families 8 børn gå amok i en gaverus, som de egentlig ikke selv var skyld i. Det var jo os voksne, der havde købt gaverne og været med til at gejle en stemning op. Altså ud over reklamerne i fjernsynet, julefilmene, tryksagerne fra Magasin, Disneysjov, juleeventyr og alt det andet.




























