En lækker brun hud, der emmer af sommerens solbadning lang tid efter, sommeren er forbi. Det er tilsyneladende det, de unge gerne vil have.
Det viser en ny rundspørge blandt 4500 danskere foretaget af Kræftens Bekæmpelse som en del af deres Solkampagne. Generelt viser organisationens rundspørge, at danskerne har været gode til at huske solcremen og gå ud af solens stråler midt på dagen, mens solarieforbruget fortsat ikke er skruet ned.
Og det er især blandt de unge, at en tur i solarium fortsat er en foretrukken måde at give kroppen en mørkere kulør på. Halvdelen af de adspurgte unge mellem 13 og 20 år går i solarium jævnligt.




























