Hjemmesider giver lyst til medicin

Lyt til artiklen

En søgning på ’halsbrand’ giver mange resultater på nettet.

Blandt andet halsbrand.dk, som giver information, gode råd og anviser behandlingsmuligheder. Sidens ejermand er AstraZeneca, der er et af Danmarks største medicinalvirksomheder. En googlesøgning på ’depression’ giver endnu flere resultater. Som det ottende resultat får man depnet.dk – 'Et forum om depression med artikler, chat, brevkasse og debat', der drives af Lundbeck Instituttet. Hjemmesider af den art findes der mange af, og medicinalfirmaerne optræder tydeligt med navns nævnelse. Alligevel skal vi vogte os for dem, mener den internationale forbrugerorganisation Consumers International, der for nylig har lanceret kampagnen ’Marketing Overdose’. Præsentation af egne produkter Forbrugerrådet bakker op om kampagnen. For i virkeligheden er hjemmesiderne skjult information, hvor medicinalfirmaerne præsenterer deres egne produkter som behandlingsmetoder, lyder det fra Forbrugerrådet: »Medicinalfirmaerne er sat i verden for at sælge deres produkter. De informerer ikke, fordi de er gode mennesker, men fordi de med informationen får skabt et behov for medicin, som vi ikke nødvendigvis har brug for«, siger sundhedspolitisk medarbejder Sine Jensen. Hun nævner som eksempel Pfizers aktuelle reklamekampagne ’Du har ret til et godt sexliv’, der handler om rejsningsproblemer hos mænd. Pfizer nævner ingen produkter, ej heller deres berømte Viagra, for det er ulovligt at reklamere for lægemidler. Men firmaet nævner tabletbehandling som én af flere behandlingsmuligheder. »Som borger tænker jeg, at jeg også vil have et godt sexliv, og går til min læge og forlanger dén pille, uden at jeg kan gennemskue bivirkningerne, og uden at jeg tænker over, at mine problemer måske skyldes stress på arbejdet«, siger Sine Jensen. Men så er det vel, at din læge forklarer dig det og kun giver dig en recept, hvis hun mener, at det er den rette behandling for dig? »Lægen er kun et menneske, og hvis patienten insisterer, og venteværelset er fyldt, så kan lægen nemt føle sig presset til at give efter. Man skal ikke underkende, at også lægerne er oppe imod firmaer, som er sat i verden for at sælge medicin«, siger Sine Jensen. Etikken er o.k. Læge Yves Sales, som er formand for Lægeforeningens Lægemiddeludvalg, mener, at Forbrugerrådet undervurderer lægernes faglighed. »Hvis en patient insisterer på en bestemt medicin, giver lægen ikke bare efter, men lytter til og taler med patienten. I nogle tilfælde er lægen nødt til at være afvisende, og under alle omstændigheder lytter lægen til patientens holdning, for det er rigtig godt, at en patient er velforberedt og vidende om egen sygdom«, siger Yves Sales, som er praktiserende læge i Valby. Han vurderer, at medicinalfirmaernes hjemmesider generelt er sobre og informative, men er enig i, at man skal forholde sig kritisk til dem. »Det er indlysende, at firmaerne har som mål at sælge medicin. Det er fuldt legitimt, men vi læger og patienterne skal naturligvis vide det, når vi skal forholde os til deres reklamer og information. Jeg tror, at lægemiddelindustrien er blevet klogere og meget opmærksom på, hvor vigtig etikken er for deres troværdighed og dermed deres indtjening«, siger Yves Sales .

Uafhængige eller loyale eksperter?
En af giganterne i medicinalbranchen, H. Lundbeck A/S, der især er kendt for antidepressiv medicin, finansierer portalen depnet.dk om depression, men har ingen indflydelse på indholdet, oplyser Lundbecks kommunikationschef, Anders Schroll. »Hjemmesiden drives af Lundbeck Instituttet, der får penge af H. Lundbeck A/S, men uden krav om, hvad pengene skal gå til, så portalen er ikke styret af vores produkter«, siger Anders Schroll. Et panel af eksperter besvarer spørgsmål på hjemmesiden. Man kan vel forestille sig, at de føler en stor loyalitet over for Lundbecks produkter? »Vores erfaring er, at eksperter ikke er til at løbe om hjørner med. Portalen har kørt i syv år, og der har aldrig været situationer, hvor eksperternes troværdighed er blevet beklikket af patienter eller af pårørende«, siger Anders Schroll. Hvorfor har I så oprettet portalen? »Vores ønske er at øge viden og information om depression, for det er desværre stadig en sygdom omfattet af tabu og manglende forståelse for, at den bør behandles«. Med jeres lægemidler? »Det er lægerne, der udskriver vores medicin, og dem, der afgør, om patienten skal tilbydes terapi eller medicinsk behandling«.
Mere om Consumers Internationals kampagne på www.marketingoverdose.org

Følg med i Lægemiddelindustriforeningens kritik af kampagnen på blog.lif.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her