Undgå ens hovedpuder

Fysiologi, madrassens hårdhed og foretrukne sovestilling spiller ind når den rette hovedpude skal købes.
Fysiologi, madrassens hårdhed og foretrukne sovestilling spiller ind når den rette hovedpude skal købes.
Lyt til artiklen

Det nytter hverken at have de samme puder som sin faste sengepartner eller at skifte dem ud samtidig.

Vægt, sovemønster og nattesved varierer, så puden bør være en helt privat sag. Passer f.eks. en formstøbt pude til manden, er den næppe det rette til konen, og bare en forkert centimeter kan forårsage ubehag i stedet for velvære, advarer Peter Tholle, indehaver af Ringsted Dynefabrik. »Den mest almindelige fejl er helt klart, at par køber ens hovedpuder. Over 90 procent af parkunderne køber to ens sæt, selv om det er dybt individuelt, hvilken pude man ligger bedst med. Det afhænger både af fysiologi, madrassens hårdhed og foretrukne sovestilling«. Puden skal prøves Peter Tholle grundlagde sammen med sin kone Ringsted Dynefabrik for tre et halvt år siden, da Ringsted Dun, hvor han var fabrikschef, flyttede produktionen til Lunderskov i Sydjylland. Han ser en anden klassisk fejl, når kunder køber for tykke puder, der føles så dejlige, når man mærker på dem med hænderne: »Hvis man ikke ved, hvad man går efter, bør man handle i en butik, hvor man før købet kan prøve at ligge i en seng med puden. Fem minutter er bedre end ingenting, men det optimale er et par dages prøvekørsel i egen seng«. Men det er jo ikke muligt? »I nogle tilfælde jo. Overvejer man at investere i en dyr pude, kan man gå i specialbutikker, der har låneeksemplarer, eller som i prisen inkluderer efterregulering, hvis der skal mere eller mindre fyld i puden. Det tilbud benytter 20-30 procent af vores kunder sig af. Med visse forbehold har vi også fortrydelsesret. De returnerede puder sælger vi på lagersalg som brugte«. Hvor tit skal man skifte pude? »Nogle har så personlig et forhold til deres pude, at de ligger med den samme i 20 år, fordi de ikke nænner at skille sig af med den. Men hvis man vil have fuldt udbytte af puden, bør man skifte den mellem hvert andet og fjerde år. De egenskaber ved dun og fjer, som giver støtte og blødhed, slides væk under brug. Sved påvirker også holdbarheden, da fugt gør fjerene porøse. Puder af naturgummi eller memoryskum har en længere levetid, men fugt påvirker også dem. Mænd skal som regel skifte pude oftere end kvinder, da de typisk sveder mere end kvinder«. Kæmpe prisforskel

Hvordan har pudemarkedet udviklet sig? »Udvalget er eksploderet, og samtidig er der kommet langt flere salgssteder, bl.a. supermarkeder og lavprisvarehuse. Prisen på en pude kan svinge fra 20 til pænt over 1.000 kr., og det vrimler med vilde før og efter-priser, som kan være svære at vurdere«. Sparede udsalgskroner er vel gode nok? »Ja, men man skal være bevidst om, at det til enhver tid er nuprisen, der afspejler produktets kvalitet. Hvis man ønsker en god naturfyldshovedpude, skal man ikke gå under 300 kr. Nedslag på 50-90 procent er ikke realistiske. Materialeforbrug i en dunpude udgør 50-60 procent af pudens kostpris, så der er tæt sammenhæng mellem fyldets kvalitet og prisen«. Men dun er vel dun? »Nej, dunenes levetid og kvalitet afhænger i høj grad af dyrenes levested og -vilkår, som i nogle tilfælde rejser dyreetiske spørgsmål. Opdrættede gæs fra farme i Fjernøsten slagtes ofte meget unge, ligesom der er eksempler på, at de håndplukkes fire-fem gange i livende live. Den slags deklareres ikke«, siger pudefabrikant Peter Tholle og giver os det enkle råd at medbringe den gamle, men udtjente pude, når den nye skal indkøbes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her