Hvis man slår vejen forbi en skolegård i frikvarteret, er der en overhængende sandsynlighed for, at man vil høre bemærkninger om »boosterpakker«, »Scandinavian Stars« og »Vil du bytte Frank Lampard for en Robin Van Persie?«. Fodboldkort til at samle på, bytte og spille med har eksisteret i mange år, men er en kæmpe dille lige nu.
»Vi har solgt i omegnen af 2 millioner pakker fodboldkort det sidste halve års tid. Jeg har ikke oplevet noget lignende, siden Pokémon var på sit højeste for ti år siden«, siger Albin Kristenson, der er direktør hos den største distributør af fodboldkort, Bergsala Enigma, som distribuerer de populære Adrenalyn XL-kort.





























