Mysli kan være lige så usundt som kage

Sundhedsjungle. Tjek har gennemgået indholdet i en række myslier og fundet frem til de gode, de onde og de rigtig slemme.
Sundhedsjungle. Tjek har gennemgået indholdet i en række myslier og fundet frem til de gode, de onde og de rigtig slemme.
Lyt til artiklen

Gyldne korn, naturmotiver og friske frugter pryder flere af myslipakkerne på bordet foran Preben Vestergaard Hansen, kandidat i human ernæring og underviser på Professionshøjskolen Metropol. »Det ligner jo en cocktail af sunde ting, men mysli er ikke altid så uskyldigt, som man tror. Det har ofte et højt energiindhold, fordi tørret frugt indeholder meget sukker, og nødder og kerner er meget fede. Nogle gange kammer det over, så mysli minder mere om slik eller kage«, fastslår han og bevæbner sig med en lup for at kunne tyde næringsdeklarationernes bittesmå bogstaver på myslipakkerne.

LÆS ARTIKEL Politiken og en pose mysli, tak

Tjek har bedt Preben Vestergaard Hansen om hjælp til at hitte rundt i junglen af sunde og mindre sunde myslier, så fagmanden tjekker bl.a. posernes indhold af fuldkorn, kostfibre og sukker.

Pas på sukkeret
Særligt sukkeret har hans bevågenhed, for nok kan der være en smule fibre og antioxidanter i tørret frugt, som man ikke finder i almindeligt hvidt sukker, men det ændrer ikke grundlæggende på, at sukker er sukker.

»Effekten i kroppen er nøjagtig den samme som med hvidt sukker: Det booster blodsukkeret hurtigt, og så følger der et dyk. Derfor mætter mysli med meget tørret frugt heller ikke så godt og længe som f.eks. havregryn, rugbrød og grahamsbrød. Man bliver hurtigere sulten igen, og dermed er risikoen for, at man indtager flere kalorier, end man har brug for, stor«, forklarer Preben Vestergaard Hansen.

Forskel på portioner
Ud over den tørrede frugts eget sukkerindhold indeholder myslipakkerne flere eksempler på tørret frugt, f.eks. bananchips og bær, der har fået et ekstra skud sukker fra producenten.

Nu er der selvfølgelig forskel på, om man fylder skålen helt op med mysli og hælder mælk på, eller blot bruger mysli som drys på toppen af yoghurt eller lignende.

»Vores studerende bliver nu altid overraskede over, hvor meget de selv hælder op som en almindelig portion, når vi laver næringsberegninger. Der går typisk 60-75 g mysli til en omgang drys og det dobbelte til en portion mysli med mælk, så mysli fylder rigtig meget i energiregnskabet, hvis man spiser en variant med masser af tørret frugt og nødder og knap så meget korn«, påpeger ernæringseksperten.

Slut med tørret frugt
Tidligere talte tørret frugt og nødder med i Fødevarestyrelsens anbefalinger om at spise 600 g frugt og grønt om dagen, men for nogle år siden blev de ekskluderet fra det gode selskab, fordi energi- og sukkerindholdet er for højt. Rosiner indeholder eksempelvis hele 74 g sukker per 100 g, og sukkerindholdet i tørret frugt ligger i mange tilfælde på samme niveau som mængden af sukker i f.eks. vingummi.

»Flere af myslipakkerne praler med et højt frugtindhold i stort opsatte procenter og billeder. Men de går meget stille med, hvad frugten betyder for sukkerindholdet – det må man selv læse sig til på næringsdeklarationen«, bemærker Preben Vestergaard Hansen.

Svært at trumfe havregryn
Et nyere pejlemærke for forbrugerne er Nøglehullet, som skal gøre det lettere for forbrugerne at træffe sundere valg.

Morgenmadsprodukter med op til 13 g tilsat og/eller naturligt forekommende sukker per 100 g kan få Nøglehulsmærket, og Preben Vestergaard Hansen understreger derfor, at mærket viser vej til et sundere, men ikke nødvendigvis sundt valg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her