Tre småbørn fra Springloppestuen klatrer sikkert hen over motorikbanen i det store fællesrum, mens to jævnaldrende kammerater tager en indendørs gyngetur, og to klatrer i ribber. Så følger en sangleg med løbeture og glade ansigter i hele lokalet. Sikke en masse plads, lyder en typisk reaktion fra førstegangsbesøgende i idrætsvuggestuen Mini Ajax. Men institutionen i Københavns Sydvestkvarter er ikke større end andre vuggestuer i kommunen. Den er bare atypisk blæst for sofaer, borde, overlæssede reoler og kassevis af traditionelt legetøj. Til gengæld er der plads til at bevæge sig, og det er meget bevidst.
LÆS ARTIKEL Kolbøtter og svingture giver børn selvtillid
»Da vi åbnede institutionen i 2004, havde vi ingenting, og siden har vi kun anskaffet ting, som vi vitterlig har brug for. Ting, som let kan flyttes og har flere funktioner - f.eks. judomåtter, bolde og skinner, hvor vi kan hænge gynger og hængekøjer«, fortæller institutionens leder, Dorte Thomsen Larsen, mens hun og pædagog Tine Skøtt Pedersen viser rundt i Mini Ajax, hvor 67 børn i alderen 1 til 3 år er fordelt på stuer med navne som Dansemusene, Græshopperne og Kravlemyrerne.
Gang på gang er Lørdagslivs udsendte på nippet til at gribe ind: Hov, er lille Jonatan ikke ved at løbe ind i en bordkant? Og Sebastian skal da have en hånd, så han ikke falder, når han stiger op på den indendørs vippe. Men børnene har både styr på sig selv, hinanden og omgivelserne. Der er hverken styrt eller sammenstød, mens legen står på.
I mange institutioner er det forbudt at løbe indenfor. I Mini Ajax er der frit løb i hele huset, og børnene lærer hurtigt at tage hensyn til andre og passe på sig selv.
»De har jo både øjne og ører«, som Dorte Thomsen Larsen udtrykker det.
Hun og Tine Skøtt Pedersen har tidligere arbejdet i andre institutioner og har bemærket, at løbende børn larmer meget mindre i Mini Ajax.
»Det er hverdagsagtigt for dem at løbe. Det er ikke noget, man bliver sluppet løs til en sjælden gang imellem«, siger de.
LÆS ARTIKELEn leg at blive sikker på beneneIngen optagelseskrav Aktiviteterne i Mini Ajax tager udgangspunkt i de tre primære sanser, som vi alle er født med: labyrintsansen, som også kaldes hovedbalancesansen og modnes ved, at vi slår kolbøtter, ruller, drejer, hopper og danser. Følesansen, som stimuleres af bl.a. berøring, brydekampe, vandlege og maling. Og muskel- og ledsansen, som handler om vores fornemmelse af os selv og udvikles ved alle former for bevægelse. »Børn, som har problemer med motorikken, kan have en tendens til at være mindre sociale og måske slå og bide andre børn. De bliver mere udadvendte og tilfredse med tilværelsen, når de tre sanser kommer i balance«, er Dorte Thomsen Larsens erfaring. Hun tilføjer, at børnene ikke skal kunne noget særligt eller bestå en test for at få en plads i idrætsvuggestuen. Det foregår via kommunens pladsanvisning på helt traditionel vis. Lidt held skal der dog til, for ifølge Københavns Kommunes hjemmeside står 110 børn på venteliste til en plads i Mini Ajax. Ud over at krybe, kravle, løbe, hoppe, danse, snurre og slå kolbøtter bruges der meget tid på, at børnene er med til at klare hverdagens rutiner. Skiftes de stående på gulvet, er de selv med til at tage bleen af og smide den ud. Og pædagogerne løfter dem ikke - de klatrer selv op på puslebordet ad en solid trappestige. Selv om børnene er i bevægelse det meste af dagen, er de hverken stamkunder på skadestuen eller storforbrugere af plastre. »Tværtimod kender de deres krop og dens muligheder godt og kommer sjældent til skade. Vores motto er 'Hellere et hul i hovedet end et hul i udviklingen', men der er meget langt mellem ulykkerne her«, fastslår de to medarbejdere.






























