Motionsbingo er perfekt til børnefødselsdagen

Sport i skoven. Symboler fra forskellige idrætsgrene pryder motionsbingopladerne, som deltagerne har med på den fem kilometer lange rute i Kongelunden på Amager.
Sport i skoven. Symboler fra forskellige idrætsgrene pryder motionsbingopladerne, som deltagerne har med på den fem kilometer lange rute i Kongelunden på Amager.
Lyt til artiklen

Lørdagsliv gik til Motionsklubben Amagers motionsbingo i Kongelunden på Amager.

En skov er næppe stedet, hvor folk normalt går og leder efter golftasker, ishockeyspillere, vægtløftere og tennisudstyr. Men det gør deltagerne, når Motionsklubben Amager holder 5-kilometers motionsbingo i Kongelunden på Amager.

Bingopladerne er små kort med seks symboler fra forskellige idrætsgrene, og ude på ruten i skoven hænger 12 symboler fordelt på 12 træstammer. Finder man seks af symbolerne på samme plade, vanker der gevinst ved målet i form af vin, kaffe eller chokolade.

Alle vinder
»Men alle er jo vindere. De har vundet en dejlig tur i naturen«, siger Lis Herlitschek fra motionsklubbens bestyrelse.

Sammen med klubbestyrelsen er hun ved at gøre klar til salget af plader, inden bingoet begynder klokken 10. Eller cirka 10, for motionsbingo har hverken startskud eller tidtagning ved mål. Deltagerne går eller løber, når de er klar, og ingen noterer, hvor længe de er om at gennemføre.

LÆS ARTIKELHer er 8 veje til motion for dine børn - og dig selv

Motionsbingo har i 30 år været et fast indslag på Motionsklubben Amagers kalender en søndag i april og en septembersøndag. Mange af dagens cirka 140 deltagere er klubmedlemmer og deres familier, men bingoet tiltrækker andre motionister.

»Vi har været med i mange år. Det er dejligt at gå og hyggeligt med bingo«, siger Kirsten og Svend Kristiansen, som er blandt de første, der køber fem plader for 30 kroner. Tidligere gik parret gerne lange marcher, men nu passer bingoruten på 5 kilometer bedre til bentøjet.

Socialt varemærke
Adskillige helt unge ben skal også prøve kræfter med distancen. Sydney Danielsen på tre år tager turen på sparkecykel og følger fint med de voksne. Familien Danielsen har været med gennem 20 år.

»Børnene synes, det er sjovt at finde billederne ude i skoven. Det kan de være med til fra meget ung alder«, siger Grethe Kristensen, som er formand for motionsklubbens bestyrelse og på fornavn og krammehilsen med mange af deltagerne.

LÆS ARTIKELPrøv et foto-orienteringsløb med familien

»Vi dyrker både løb, gang, gymnastik, beachvolley, spinning og svømning i klubben, men det sociale er vores varemærke. Vi hygger gerne med morgenkaffe om søndagen og får en god snak efter træningen«, fortæller hun.

Vinder 9 år i træk
Motionsklubben Amager tæller 450 medlemmer i alderen 20 til 95 år, og der bliver ikke kun drukket kaffe og snakket på holdene: Klubben har de sidste ni år vundet pokalen i MotionsTouren, som er Dansk Firmaidrætsforbunds førstepræmie til den klub, som har løbet eller gået flest kilometer fra april til september.

David på fem måneder nyder turen i Kongelunden i sin barnevogn. Hans mor, Mette Kjærulf-Erichsen, kalder motionsbingoet en god undskyldning for en skovtur. Hendes forældre er medlemmer af motionsklubben, og hele familien er med denne søndag.

LÆS ARTIKELBrug skoven til fitness for hele familien

»Jeg kan huske mange gode oplevelser fra hele min barndom, når jeg var med i motionsklubben – de holdt sågar grisefest«, husker hun.

»Turen i dag giver også god inspiration til vores egne ture i skoven«, fremhæver hun.

Ny rute hver gang
Bingoruten er nemlig aldrig den samme. Steen Kristensen, som er gift med formand Grethe, planlægger ruterne og sørger for variation.

Dagens rute har han og Annelise Larsen fra bestyrelsen været ude og sætte pile og symboler op på tidligt samme morgen. Turen går ad asfalterede stier og smallere spor gennem Kongelunden, hvor lyden af bragende fly nu og da bryder skovens stilhed og minder os om, at vi er i nærheden af lufthavnen i Kastrup.

Gevinst til Caroline
Politikens udsendte har også købt fem bingoplader, og stor er triumfen, da et billede af en volleyballspiller sidst på ruten fuldender et af kortene og udløser gevinst. Det hører trods alt til sjældenhederne, at man har chokolade med hjem fra en skovtur.

4-årige Caroline Pape er fremme ved det sidste symbol, og familien bladrer igennem bingokortene med spredte krydser på.

»Øv, vi får ingen gevinst«, siger Caroline.

»Må jeg se«, spørger Grethe Kristensen og kigger på kortene.

»Jo, du har da vundet. Se her – der er alle seks symboler«, siger hun efter diskret at have puttet sit eget vinderkort ind i Carolines bunke.

Gevinst!

Caroline jubler og styrter af sted mod gevinstbordet på parkeringspladsen, hvor hun kan vælge en æske chokolade.

Andre deltagere går mod cykler eller biler med kaffe eller vin i hænderne. Og nogle er tomhændede, men ser alligevel tilfredse ud. Alle har jo vundet en dejlig tur i skoven.

Og de kan sagtens vinde flere, hvis de vil. Til foråret byder Motionsklubben Amager igen på bingo i bevægelse.

NYHEDSBREV: Få tjeks daglige nyhedsbrev i din mailboks

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her