Klarlunds brevkasse: Hvordan skal jeg forstå '10.000 skridt'-kampagnen?

Lyt til artiklen

Spørgsmål fra læser Inger Jørgensen:
Mange steder kan man læse, at 30 minutters motion om dagen skulle være tilstrækkeligt, men det kan jeg ikke få til at hænge sammen med 10.000 skridt. Det tager da cirka halvanden time i en nogenlunde kvik gangart.

Betyder de 30 minutter i virkeligheden, at det skal være med høj puls, og at man derudover bør gå 10.000 skridt?

Svar:

Jeg kan godt forstå dit spørgsmål. Man skal godt nok sætte tempo på skridtene, hvis man skal nå 10.000 skridt på 30 minutter. Hvis jeg tager min tæller på og går rask til i 30 minutter, viser den et sted mellem 3.000 og 4.000 skridt.

Forklaringen er, at ’30 minutters motion’ er ud over den basale daglige fysiske aktivitet, mens de ’10.000 skridt’ regner alt med.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle voksne er fysisk aktive af moderat intensitet mindst 30 minutter dagligt, helst alle ugens dage. Derudover anbefales det, at man to til tre gange om ugen er fysisk aktiv med høj intensitet, hvor man får pulsen op og sved på panden i en halv times tid. Sidstnævnte bidrager til, at kredsløbskonditionen holdes oppe, mens hverdagsmotionen med de mange skridt primært styrker stofskiftekonditionen.

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger kan de 30 minutter integreres i dagligdagen, f.eks. ved at man går eller cykler 15 minutter til arbejde og 15 minutter tilbage igen.

Den basale fysiske aktivitet kan variere ganske meget fra person til person. Nogle job medfører meget fysisk aktivitet. F.eks. tilbagelægger et postbud mange skridt hver dag, i hvert fald før den nye lov om, at vi alle skal have en postkasse nederst i trappeopgangen. Job, der indebærer, at man sidder stille foran computeren, vil medføre meget lidt aktivitet.

Der er også forskel på, hvor aktiv man er uden for arbejdssituationen, f.eks. afhængig af om man står for husførelsen eller har små børn eller en have at passe.

Der findes en række studier, som har undersøgt, hvad den basale fysiske aktivitet svarer til i gennemsnitligt antal skridt for raske, normalvægtige voksne, og som er nået frem til 6.000 til 7.000 skridt om dagen. Disse studier regner ikke de skridt med, man bruger på sport.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her